Plant selv i byen

Visionen med vores indsats er en grønnere og sundere by – en by, der kan klare klimaudfordringerne. Langt de fleste bor og arbejder i byen eller rundt om byen, og flere og flere flytter til storbyerne. Det udfordrer vores muligheder for at være tæt på naturen, og de oplevelser som er en del af et godt byliv.

Den tætte by presser det biologiske liv og den naturlige balance. Det øger behovet for at beskytte og udvikle grønne biotoper.

Udfordringen er omfattende og spænder lige fra udfordringer med globale konsekvenser for klima og miljø til det helt nære med vores personlige sundhed i en tæt by. Vi slår et slag for at skabe en grønnere by ved selv at tage affære.

Dyrk dig glad med planter du selv kan kontrollere. Planter som har vokset i god jord, og som er blevet plejet og passet. Og dyrk så i byen hvor du bor. I vindueskarmen eller på altanen, i forhaven, baggården eller i sommerhuset. Så er du med til at skabe en grønnere by og mindske transport af fødevarer over lange afstand

Hvis du gerne vil søge tilladelse til at lave en fortovshave, så har kommunen lavet en lille pjece til at komme i gang. Du kan desuden hente nogle gode hæfter som vi har været med til at lave på denne side.

Du er også velkommen til at komme forbi Miljøpunkt Nørrebro, hvor vi har forskellige publikationer liggende.