God energi

Hos Miljøpunkt Nørrebro har vi fokus på energibesparelser, fordi det er nødvendigt i klimakampen, og fordi det kan holde boligudgifterne på Nørrebro nede. Vores vision er således at begrænse energiforbruget og CO2-udledningen, så den grønne omstilling gøres hurtigere og billigere end ellers samtidig med, at boligudgifterne for Nørrebroerne holdes nede. I 2025 vil vi bl.a. arbejde med følgende:

  • Der skal udvikles nye simple energifællesskaber, hvor man deler den gode energi
  • Nørrebro skal have del af støtte til solceller fra Københavns Kommune, og vi skal afprøve de såkaldte ‘balkonkraftwerk’, som pt. ikke er helt lovlige i Danmark
  • Flere ejendomme skal tilmelde sig bæredygtige energiordninger, fx smart fjernvarmestyring som ’flexumers’.

Der er desuden flere ting, som man selv kan gøre for at mindske energiforbruget og dermed også CO2-udledning. Man kan som beboer være opmærksom på sit varmeforbrug og på det, der hedder afkøling. Så sparer man både penge og energi. Afkøling sker nemlig oppe på radiatorerne, og derfor bør man bruge alle radiatorer i lejligheden for at have så mange hede flader som muligt. På den måde udnytter man fjernvarmen bedst. Og som Carsten Nielsen, energirådgiver i HOFOR, siger: “Jo bedre vi udnytter fjernvarmen, jo mindre energi skal vi producere, og jo mindre energi vi skal producere, jo mindre CO2-udledning vil vi også have“. Det er altså win-win for alle at gøre noget for at mindske energiforbruget.

Bliv meget klogere på fjernvarme, energi og afkøling i videoen herunder.

 

Som restaurant eller café kan man også gøre noget. Man kan fx skifte fra udendørs gasvarmere, der både udleder CO2 og forurener, til elvarmere, som udleder langt mindre CO2 og ikke forurener. Det har vi skrevet en artikel om, som du kan læse lige her.