Træer spiller en meget stor rolle for klimatilpasning og for biodiversiteten. Særligt de gamle træer har en høj biodiversitet og de kan med deres store trækroner både give skygge og afdampe meget vand, som er med til at nedkøle byen, når der er hedebølge.
Derfor arbejder Miljøpunkt Nørrebro konkret og målrettet for at bevare de gamle træer. Vi tager både kampen, når ældre træer er truet af byggeprojekter mm., og arbejder konstruktivt for at beskytte træerne i planer og strategier. Vi har fx udarbejdet listerne med ikoniske træer på Nørrebro, som ikke må fældes uden politikernes godkendelse. Det gør vi i samarbejde med DN og andre træeksperter.
Målet er at bevare de gamle træer i byen i stedet for, at de fældes. Metoden er en ‘træbørs’, hvor folk kan udbyde træer, der står til fældning, og folk kan efterspørge store gamle træer. Vi har også haft en eneaftale med Metroselskabet om, at vi må komme og hente træer, som står til fældning, når de laver byggepladser til nye metrolinjer. Projektet råder over Nordens største træflytningsmaskine, som tager 4 tons jord med op om rødderne. Selv om 4 ton er meget, så kan kun træer af mellemstørrelse flyttes. For store træer bør ikke flyttes.
Med træbørsen er minimum 300 træer blevet reddet. Krinsen på Kongens Nytorv med 52 kejserlind er reddet fra fældning, og træerne er flyttet til skoler (fx Anders Morgenthalers lilleskole), til private (fx Merete Stagetorns gård i Slangerup med en allé med 12 træer) m.fl. Der er desuden skabt en Ørestadspark med ca. 100 træer på det forblæste Vestamager.
Hvis du har midlerne og interesse i at flytte et fældningstruet træ i byen, kan du kontakte os på info-miljopunkt@gmail.com og få priser.
Hvis du gerne vil søge tilladelse til at lave en fortovshave, så har kommunen lavet en lille pjece til at komme i gang. Husk altid at passe på eksisterende planter og buske, når du vil plante, så du ikke skader det, der allerede trives. Det går fx ikke, at du graver ned i rødderne for facadeplanter, hvis du gerne vil stille nogle blomster. Hvis du gerne vil plante blomster, så er det bedste at bruge frø-blanding med lokale hjemmehørende sorter, i stedet for at grave færdige planter ned.
Du er også altid velkommen til at komme forbi Miljøpunkt Nørrebro, hvor vi har forskellige publikationer liggende. Vi afholder årligt forskellige rundvisninger – herunder en årlig rundvisning til byens grønne tage.
(Billede af træbørsen i aktion)